Kikkertmontage

Generel information om montager

Kikkertmontager er ofte kilde til fejl på rifler. Derfor bør man altid vælge sin montage med omhu, og sikre sig, at den person, der monterer ens kikkert, er kompetent.

Vi tilbyder kun montager af ordentlig kvalitet og har mange års erfaring med montering af kikkerter.

Har du lyst til at vide mere om dette emne, kan du nedenfor læse mere dybdegående om emnet, samt se nogle af de montagesystemer, vi tilbyder.

Den største kilde til fejl på riflers præcision, er – og vil nok desværre altid være montagen. Dette skyldes for det første, at montagen ofte er den del, som der bliver sparet på. Det er de færreste, der går og drømmer om at få en dyr montage. Derimod de fleste kan forholde sig til at bruge penge på en fin kikkert eller en dyr riffel. Og hvorfor egentlig? Bruger man f.eks. 20.000 kr. på det store luksus-sæt, med riffel og kikkert, er det så ikke værd at bruge de sidste 1000 – 1500 kr. på at få en montage, man kan stole på.

For det andet er det et område, som de færreste rigtig har sat sig ind i. Der findes masser af litteratur og kataloger, om rifler og kikkerter. Men de færreste har set flotte kataloger med kikkertmontager. Hvis de fandtes var det nok også de færreste, der ville læse dem.

Vælg aldrigt for billigt
For det første skal man ikke vælge den billigste, det vil ofte være en kopi af en Weaver montage, til 300-400 kr. Det eneste gode man kan sige om disse montager er, at man ved hvor man skal finde fejlen når riflen begynder at gruppere dårligt.

Stål eller Aluminium
Det har i mange år været god latin at, hvis det var stål så var det en god montage. Så enkelt er det ikke. Der findes faktisk stålmontager, som er af ufattelig ringe kvalitet og aluminiumsmontager som f.eks. Weaver, tager man aldrig tager fejl af, hvis den ellers er monteret korrekt.

Montere selv eller betale sig fra det
På en salonriffel eller et lille luftgevær, vil de fleste selv kunne slippe godt fra at montere en kikkert. Kommer vi derimod op i deciderede jagtrifler, vil vi ikke anbefale, at man selv monterer. Det er de færreste, der har udstyr til at kontrollere kikkertens nulpunkt eller viden om montagers foreskrevne moment på skruer, endsige de forskellige former for skrue-lim og ring-lim, som bør bruges.

Hvad kendetegner en korrekt montering
For det første er det vigtigt, at montagen er nulstillet. Det vil sige, at kikkerten, når den er monteret, har umiddelbart samme vandring til højre som til venstre samt op og ned, i forehold til indskydningspunktet. Hvorfor er det så vigtigt? Det er det, fordi, hvis ikke kikkerten er nulstillet, bliver trådkorset justeret i yderkanten af linserne, og det vil give en øget parallaksefølsomhed. Hvad betyder det så? I korte træk betyder det, at holder man ikke øjet præcis samme sted, hver gang man skyder, får man en træfpunktsforskydning. Der er ikke tale om flere meter, men forskydninger på 5 til 10 cm er ikke unormalt. Ønsker man at kontrollere sin kikkert for parallakse fejl, kan man gøre dette ved at lægge sin riffel i en bænk, pege på et punkt på 100m nu kigger man i sin kikkert og flytter øjet fra side til side. Flytter trådkorset sig fra sigtepunktet har man en parallakse fejl. Fejl som disse opstår sjældnere på kikkerter med justerbar parallakse, men forekommer.

Kikkertmærker som Zeiss og Swarowski har taget konsekvensen af de mange skævt monterede kikkerter, og ganske enkelt sat et stop i deres kikkerter så de ikke kan stilles længere ud, end at de stadig er parallaksefri på 100 m.

En anden grund til at sikre sig, at ens kikkert er nulstillet er, at stilles kikkerten i yderstillingen, bliver fjedrene, der skal holde inderrøret på plads uforholdsmæssigt hårdt belastet. Med tiden kan dette betyde, at justeringsfunktion ikke fungerer korrekt.

Meget vigtigt er det såkaldte kikkertstop. Det er her man ser de fleste fejl på billige montager – enten fordi konstruktionen er for dårlig eller fordi materialerne er for ringe. Det er heller ikke unormalt at se fejl på kvalitetsmontager, som er fejlmonteret.

Hensigten med et kikketstop er at hindre kikkerten i at vandre frem under påvirkning af rekylen.

Fejl på kikkertstop, opstår ofte efter flere års brug og viser sig tit som træfpunktsforskydning der kommer gradvist, når man forsøger at indskyde riflen. Forskydningen er gerne i det skrå plan, men kan vise sig i alle retninger.

I en korrekt monteret montage bør skruerne være sikret med skruelim. Dette gøres for at forhindre skruerne i at løsne sig under skydning og generel håndtering. I nogen montager er det også vigtigt at bruge lim i ringene, dette gøres for at sikre, at kikkerten ikke skrider fremefter under rekylen. Baserne kan på nogen montagesystemer også være en god idé at lime, mest for at sikre 100 % anlægsflade – men også for at sikre, at der ikke samler sig fugt under basen som kan give rustangreb.

Hvilken montage skal jeg vælge
Det første man skal beslutte sig for er, om man ønsker en fast eller en aftagelig montage. Der er fordele og ulemper ved begge systemer.

Om faste montager
Faste montager har i sig selv færre fejlkilder, da der ikke er fare for, at brugeren under af- og påsætning laver en fejl. Der er ofte også færre dele i de faste montager, hvilket betyder færre ting, som kan gå i stykker. De færre dele betyder også, at en fast montage er noget billigere end en aftagelig montage. Et minus ved en fast montage er, at man ikke har muligheden for at tage kikkerten af under transport, noget der kan være en god idé, hvis man skal rejse langt. Specielt flytransport giver ofte skader. En anden ulempe ved fastmontagen er, at man kun kan bruge det monterede sigtemiddel. Det er de seneste år blevet almindeligt, at jægere har mere end et sigtemiddel til deres riffel, f.eks. en kikkert til anstand, og en Aimpoint til drivjagt.

Om aftagelige montager
Aftagelige montager er mere og mere på fremmarch. Dette skyldes dels at flere og flere jægere dyrker flere former for jagt med samme riffel og derfor har behov, som ikke kan dækkes af bare en type sigtemiddel. Det faktum at man i dag kan få aftagelige montager i højeste kvalitet til meget små penge gør også sit til, at denne type montage er ved at blive dominerende.

Aftagelige montager

EAW svingmontagen, Tysk aftagelig kvalitets montage

Svingmontagen er den klassiske aftagelige montage, som de fleste kender, og som for mange er blevet synonymt med en aftagelig montage. Den er elegant i sit design, finishen er som kun tyskerne kan lave den, og så er den nok den hurtigste montage på markedet, at tage af og på.

Rent teknisk er svingmontagen, som kun tyskerne kan lave den, nemlig den bedste. Er man til Mercedes og tysk grundighed, så er det montagen, man bør vælge.

Svingmontagen er 100 % fleksibel, den kan stilles i alle retninger, noget der kan være en stor fordel, når man skal have nulstillet sin kikkert. Der er alle former for extentions, dvs. at man kan få præcis den øje-afstand man ønsker.

Fordele ved Svingmontage:

  • Mulighed for flere sigtemidler på samme riffel.
  • Fuld justerbar, kikkert altid nulstillet.
  • Elegant design.
  • Tysk grundighed, det er næsten umuligt at finde fabrikations fejl på svingmontager fra EAW.

Minuser ved Svingmontage:

  • Økonomi. Svingmontagen er en af de dyreste montager på markedet.
  • Højde. Svingmontagen er på grund af sin konstruktion meget høj.
  • Træfpunkts forskydning. Man skal være omhyggelig når man sætter kikkerten på.
  • Svær at montere. De mange muligheder for justering som svingmontagen tilbyder, gør den svær at montere.

Slide and Lock montage fra Schultz&Larsen

Slide and Lock er det sidste skud på stammen, når det kommer til højkvalitets montager.

De er oprindeligt udviklet til at blive monteret direkte i låsestolen på Schultz&Larsen riflerne, men bliver også leveret som komplette montagesystemer til stort set alle moderne rifler.

S&L montagen er en aftagelig montage og kan afmonteres enten ved brug af en nøgle eller man kan få et sæt leveret, der gør det muligt at tage montagen af og på uden værktøj.

S&L montagen repræsenterer på mange måder nytænkning inden for montagesystemer. Der er benyttet topmoderne CNC maskiner under fremstillingen. Dette sikrer gentagelses-tolerancer, der ellers sjældent ses på montager samt en pris, som man kun kan levere til, ved brug af moderne fabrikationsmetoder.

Overfladerne er ikke blåneret, som man ellers ser, men QBQ behandlet. Det er en overfladebehandling som ligner blånering til forveksling. Det er i virkeligheden en 100 % rustbeskyttelse, der samtidig yder en overfladehærdning, som sikrer styrke og sejhed i stålet. Den styrke som stålet derved opnår muliggør, at man kan bruge langt mindre dimensioner på de kritiske steder, såsom rekyloptag og gribeflader. Dette er en fordel, da man da kan lave montagen yderst elegant og frem for alt let.

S&L montagen leveres i 4 forskellige højder, samt som “extended” eller “lige”. Det er en stor fordel når man stiller krav om at kikkerten ikke må være for højt monteret. Ingen anden producent kan så vidt vides levere montager i så varierende højder.

Sidst, men ikke mindst, kan S&L montagen flyttes fra en ”Sommer” til en ”Vinter” indstilling uden at træfpunktet flyttes. I praksis betyder dette at kikkerten kan flyttes ca. 2 cm frem eller tilbage. Det er noget de færreste vil komme til at bruge, men dog en mulighed der øger komforten ved f.eks. skift fra liggende til stående skydestilling – eller som er tiltænkt ved skift fra sommerbeklædning til vintertøj.

Fordele ved Slide and lock montagen:

  • Økonomi, en af markedets billigste kvalitetsmontager.
  • Præcision, S & L montagen er en af de mest præcise montager, når det kommer til at tage kikkerten af og på.
  • Vægt, S & L montagen er nok den letteste stålmontage på markedet.
  • Højden, S & L montagen er den montage med flest muligheder for at finde lige den højde, der passer til din kombination af riffel og kikkert.
  • Simplicitet, S & L montagen er den aftagelige montage på markedet, med færrest dele. Dette minimerer fejlkilderne.

Minuser ved Slide and lock montagen:

  • Ej justerbar, er ens montage huller i riflen ikke 100 % lige kan montagen ikke justeres. Man er derfor nød til at dreje af baserne, hvilket kræver specialværktøj.
  • Udvalg, der er rifler på markedet som S & L ikke har baser til. Til disse rifler skal der tilpasses baser, og dette kræver specialværktøj.

Leopold Quick Release Weaver

Leopold er nok mest kendt for at lave gode kikkerter til fornuftige priser. Men det er ikke alt hvad de kan. Montager fra leopold er af glimrende kvalitet og til fornuftige priser.

QRW montagen, som den kaldes forkortet, er en videre udvikling af det klassiske Weaver system.

Det vil sige, at profilen på baserne er kopieret fra Weaver, og det er derfor muligt at montere QRW montagerne på alle systemer der benytter Weaver profilen. Dette kan være en stor fordel, da mange rifler, og ikke mindst div. ekstraudstyr benytter denne profil. Man skal dog være varsom med hvilke baser man vælger, da der er lavet enorme mængder af billige kopibaser i Weaver profil og rigtig mange af dem er så ringe, at de aldrig burde monteres på noget seriøst våben.

QRW montagen er, som navnet afslører, et system der er beregnet til at kunne tages af og på.

Det gør de rigtig godt, der er lavet mange test på disse montager,  og man skal være mere end almindelig fumlefingret, hvis man skal gøre noget galt med denne montage.

Montagen fungerer ved, at man løsner grebet om basen, ved at dreje leveren på siden mod uret og vipper kikkerten af. Og naturligvis omvendt når man vil have kikkerten på igen. Ganske enkelt og meget effektivt.

Minuser ved QRW Montagen:

  • Design, denne montage gør sig ikke godt på en klassisk jagtriffel.
  • Fejlkilder, der er folk der har skudt forbi med QRW montagen, fordi de er kommet til at påvirke leverne. Brugerfejl, men dog noget, der kan undgås med andre montager.
  • Ej justerbar, er ens montagehuller i riflen ikke 100 % lige, kan montagen ikke justeres og man er derfor nødt til at dreje af baserne, hvilket kræver specialværktøj.

Fordele ved QRW montagen:

  • Økonomi, QRW montagen er høj kvalitet til relativt små penge.
  • Præcision, QRW montagen er 100 % præcis når den tages af og på.
  • Fleksibilitet, QRW montagen kan bruges på rigtig mange forskellige systemer.
  • Det er muligt at montere flere sigtemidler på samme riffel.
  • Design, QRW montagen passer designmæssigt god til rifler med kunststof skæfter, eller liggende våbentyper.
  • Udvalg, der findes QRW montager til stort set alle rifler.

Fast montager

Weaver

Weaver montagen er den klassiske, amerikanske montage. Weaver var nogen af de første, som begyndte at lave standardiserede montagesystemer. Inden Weaver kom på markedet, havde man ikke rigtige standarder for gevindtyper eller hulafstand i låsestole. De fleste kikkerter blev monteret af små selvstændige bøssemagere, som alle, mere eller mindre, havde deres eget system – nogen gange med halvfabrikata, men der var ingen rigtig standard.

Det lavede Weaver om på, og de blev toneangivende. Stort set alle rifler bliver i dag leveret forberedt til at kunne monteres med Weaver system. Det betyder også, at alle andre, der ønsker at levere montager, holder sig inden for Weaver standarden.

Virker de så? JA det gør de. Der er ufattelig mange rifler, der gennem tiden er blevet monteret med Weaver systemet, selv i de største kalibre. Det virker bare.

Det kedelige ved Weaver montagen er, at efter at deres patent udløb for mange år siden, er der kommet ufattelig mange kopier på markedet. Alle med et mål, nemlig at producere den billigst mulige montage – uden hensyntagen til kvaliteten.

Dette er gået hårdt udover Weaver, for mange kan desværre ikke skelne imellem kopierne, og den ægte vare, og sætter derfor hele systemet i samme bås. Nemlig lav-kvalitets båsen. Et godt eks. på denne generalisering er det faktum, at næsten alle i dag vil have stålmontager. Det kommer sig af, at mange af de billige kopimontager, som jægere og skytter oplever problemer med, er lavet af letmetal. At verdens mest succesrige montage-system, nemlig Weaver, også er lavet delvis af letmetal, – det er lykkelig glemt.

Fordele ved Weaver montage:

  • Funktion, med en Weaver montage får man aldrig montageproblemer.
  • Økonomi, Weaver montagen er, kvaliteten taget i betragtning, meget billig.
  • Alsidighed, Weaver har et meget bredt program, som dækker næsten alle rifler på markedet.
  • Vægt, Weaver montagen er sammenlignet med andre montager i samme kvalitet, let.
  • Udvalg, der findes Weaver montager til stort set alle rifler.

Minuser ved Weaver montage:

  • Ej justerbar, er ens montage huller i riflen ikke 100 % lige kan montagen ikke justeres. Man er derfor nød til at dreje af baserne, hvilket kræver specialværktøj.
  • Design, nogen vil syntes at designet er lidt kedeligt.

EAW fast montager

EAW har lavet montager til stort set alle former for rifler og sigtemidler. ”Kan det ikke monteres i en EAW, så kan det ikke monteres” Det er en læresætning, som alle bøssemagerlærlinge bliver oplært med, og der er megen sandhed i det. Dertil kommer, at EAW er tysk med stort T. Der er ganske enkelt ikke nogen, der kan lave kvalitet som tyskerne.

Hvorfor bruge alle så ikke EAW montager, jo det skyldes ene og alene prisen. EAW koster mange penge. Det er ikke dyrt, men koster mange penge. Man får nemlig så rigeligt, hvad man betaler for.

EAW har et klassisk smukt design, der gør sig godt på alle jagtrifler. Alle dele er polerede og blåneret og der er ingen grater eller skarpe kanter. Der er tænkt over linjerne, så de falder naturligt ind i harmoni med sigtemiddel og riffel.

Fordele ved EAW fast montager:

  • Uforlignelig kvalitet.
  • Smukt design.
  • Det største udvalg på markedet.

Minuser ved EAW fast montager.

  • Økonomi, disse montager koster typisk det dobbelte af hvad andre kvalitetsmontager koster.
  • EAW fastmontagen er lavet i stål og er lidt tungere end andre montager. Typisk vægt er ca. 50 – 100 g.